Vi bruger cookies til statistik som en del af vores arbejde for at lave en god hjemmeside. Hvis du ikke siger "nej tak til cookies", antager vi, at du accepterer vores cookie politik.

Klik "her" for at se vores cookiepolitik.

 

Rådgivning

Det at få demens rammer ikke kun personen, der har sygdommen. Det påvirker hele familien, venner og andre i ens sociale netværk
Man kan sige, at sygdommen er med til at forandre hverdagen for alle. Det er typisk en helt ny og uvant situation for alle – og det gør, at man kan have behov for at snakke med en fagperson om, hvordan man håndterer de udfordringer, det giver, når en person i familien har fået en demensdiagnose. 

Derfor etablerer Daghøjskolen en åben rådgivning, hvor man kan komme til en personlig samtale uden, at det kræver, at man bliver visiteret fra kommunen. Her får både mennesker med en demenssygdom, ægtefæller, børn samt øvrige familiemedlemmer og venner mulighed for at få en anonym samtale. Her kan I få støtte og hjælp til de store og små problemer, der opstår i hverdagen. Det kan eksempelvis være kontakten til og samarbejdet med kommunen. Det kan være afklaring af økonomi og juridiske forhold – men det kan også være at snakke om de personlige og følelsesmæssige forandringer, som ofte følger med, når én i familien får en demenssygdom. 

Hvis du gerne vil have en person samtale kræver det bare, at du har kontaktet os og lavet en aftale om, hvornår samtalen skal være. Men du er også velkommen til bare at kigge forbi til en kop kaffe og en lidt mere uformel snak om, hvad vi kan tilbyde. 

I Daghøjskolen arrangerer vi også pårørendegrupper for ægtefæller, voksne børn og en særlig netværksgruppe for unge til en forælder med demens. Vi planlægger også at afholde pårørendekurser, foredrag og fælles arrangementer for hele familien. Men det kan I lære mere om under Aktiviteter.

Der vil også være mulighed for, at andre borgere kan få rådgivning, hvis de er bekymret for, om én i familien, én i vennekredsen, en kollega på arbejdspladsen eller en nabo begynder at udvise de første tegn på demens.